Tidligere DBL-deltager får jubilæumslegat

Forleden blev Jeppe Lindbjerg Serup fra Ingemann Larsen A/S overrasket med Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat. Jeppe fik overrakt legatet foran alle kollegaerne på baggrund af en rigtig flot indstilling fra virksomheden. De skriver blandt andet:

 

– Jeppe har hele sin læretid udmærket sig som en særdeles faglig dygtig og engageret lærling. Han har fra starten udvist en positiv og nysgerrig tilgang til arbejdet, og har allerede tidligt i forløbet været i stand til at løse opgaver på egen hånd på et højt niveau. Han har også været tjenstvillig og fleksibel, og har altid mødt kollegaer og kunder med et smil og en hjælpsom attitude.

 

At gå i skole og lære fra sig til kollegaerne

I indstillingen fremgår det også, at Jeppe har opnået flotte resultater på sine skoleophold, men sådan har det ikke altid været.

 

– Folkeskolen havde ikke lige min interesse, og jeg kunne ikke se, hvad jeg skulle bruge det til, når vi skulle skrive et essay eller en dansk stil. Når jeg fik min far overtalt til, at hvis jeg snittede græs, så kunne jeg blive hjemme fra skole, så var det en god dag, siger Jeppe med et smil.

 

– Men at gå på HEG var jo noget helt andet. Vi havde et rigtig godt fællesskab, og lærerne på skolen var super gode, og fagene havde min interesse, så det har været virkelig godt, og noget jeg kommer til at savne, siger den 22-årige landbrugsmaskinmekaniker.

 

Der er da også masser af flotte tal på Jeppes uddannelsesbevis og endda et 12-tal i svendeprøven. Han har også brugt noget af det, han har lært på skolen, til at lære fra sig hjemme i virksomheden.

 

– Vi lærte at bruge AI på skolen. Det har jeg holdt et oplæg om for mine kollegaer, hvor jeg fortalte dem, hvordan det kan bruges i forbindelse med fejlfinding, reparationer osv. Det var en spændende udfordring at formidle den viden videre til mine kollegaer, fortæller Jeppe.

 

DBL-deltagelse var en god erfaring forud for svendeprøven

I 2025 deltog Jeppe i Danmarks Bedste Lærling – landbrugsmaskinmekaniker og fik en flot 3. plads.

 

– Det var en virkelig stor oplevelse at være med til DBL. Jeg blev udfordret, og det kan jeg bruge til rigtig meget, fortæller Jeppe og fortsætter: For eksempel trak jeg til svendeprøven en mejetærsker, som var det, jeg helst ikke ville op i. Men min erfaring fra DBL gjorde, at jeg ikke begyndte at stresse og bare lavede opgaverne stille og roligt, fordi jeg havde været i en presset situation før i forbindelse med DBL. Det gjorde, at jeg var færdig før tid til svendeprøven, og jeg fik stor ros for min fejlfinding, siger Jeppe.

 

Afsluttede praktikken i Australien

Efter svendeprøven tog Jeppe til Australien og havde sin sidste praktikperiode hos O’Connors i Birchip, Victoria.

 

– Det var en kæmpe oplevelse fagligt, og folk er så venlige og imødekommende. Rent arbejdsmæssigt foregik det meste ude i marken, da der typisk er for langt til værkstedet, så i starten kørte jeg med en lokal montør, men efter en månedstid blev jeg også sendt ud på egen hånd. Det kan jeg virkelig godt lide, det giver en anden glæde end at gå på værkstedet, siger Jeppe.

 

I den sidste del af rejsen kom Jeppes kæreste Beathe ned til ham, og de oplevede landet sammen.

 

– Det er rart, at man har delt den oplevelse, og kan tale om det herhjemme. Beathe læser til landmand, så nu drømmer vi også om at komme afsted sammen til enten Australien eller New Zealand, når hun kommer lidt længere hen i sin uddannelse, så vi må se, om det lykkes på et tidspunkt, siger Jeppe og fortsætter:

 

– Vi er lige flyttet til Mors og skal til at sætte et hus i stand, så lige nu er der nok at se til. Jeg rigtig glad for, at jeg kan blive her hos Ingemann Larsen. Man lærer meget af at være her, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre arbejdsplads, slutter Jeppe.

 

Fra venstre ses æresmedlem i Dansk Maskinhandlerforening Jens Aage Jensen, legatmodtager Jeppe Lindbjerg Serup og adm. direktør og indehaver hos Ingemann Larsen Per Larsen.

 

Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år 3 legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får – ud over æren og et diplom – 10.000 kroner.