Når det Danske Skills-landshold rejser mod WorldSkills i Shanghai i september bliver det med Nikolaj Nymark Pedersen fra Skovteknik DK ApS ombord på flyet. Nikolaj skal konkurrere i kategorien Heavy Vehicle Technology mod 17 andre deltagere fra hele verden.
I april vandt Nikolaj Danmarks bedste lærling – entreprenørmaskinmekaniker ved DM i Skills i Hjørring.
– Det har været fedt at være med til DM i Skills – en helt fantastisk oplevelse, som jeg ikke glemmer lige foreløbig. Det har givet mig en masse læring og nye måder at tænke på, og selvom man også skal være hurtig i hverdagen, så har det været en spændende udfordring at prøve det her tidspres, sagde Nikolaj i den forbindelse.
Da han efterfølgende blev spurgt, om han ville deltage i WorldSkills, kom det som en overraskelse.
– Jeg blev lidt overrasket, men også rigtig glad, fordi det er en kæmpe oplevelse at få, siger Nikolaj og fortsætter: Jeg glæder mig, men jeg er også klar over, at det kommer til at kræve noget forberedelse inden.
Både familie, venner og kolleger har taget rigtig godt imod nyheden om Nikolajs deltagelse.
– De synes, det er fedt og sejt, og de er stolte af mig. Der er endda nogle af mine kollegaer, der gerne vil med til Kina og bakke op, fortælle den unge mekaniker smilende.
Arbejdsgiver tøvede ikke
Hos Skovteknik DK ApS er man helt klar på, at Nikolaj skal have den store oplevelse, det er at deltage i WorldSkills.
– Vi er meget stolte af det, Nikolaj allerede har opnået ved DM i Skills. Derfor sagde vi straks ja, da vi blev spurgt, om vi ville lade Nikolaj repræsentere Danmark og maskinbranchen til WorldSkills. Det betyder selvfølgelig, at vi skal undvære Nikolaj både i forbindelse med træning, og i den periode han er i Kina, men som virksomhed vil vi meget gerne bakke op om, at vores medarbejdere får nogle once in a lifetime oplevelser. Forhåbentlig sætter det også Skovteknik DK endnu mere på landkortet både i Danmark og ude i verden, siger ejer af Skovteknik DK Claus Kammer.
Roskilde Dyrskue bliver første træningsøvelse
De næste måneder bliver der fokus på samlinger med resten af det Danske Skills-landshold, hvor de mødes, og deltagerne bliver forberedt godt og grundigt på, hvad der venter dem i Kina. Der vil også blive træninger på HEG og ude i nogle virksomheder, så Nikolaj får prøvet nogle andre produkter end skovmaskinerne, som han arbejder mest med til daglig.
Inden længe skal Nikolaj testes igen, når han på Roskilde Dyrskue skal dyste mod en Norsk og en Hollandsk deltager, hvilket ser Nikolaj positivt på.
– Det synes jeg er godt, fordi man lærer en hel masse af det, og det giver en god træning. Det bliver også spændende at blive testet i opgaverne på engelsk. Det bliver nok lidt udfordrende, men også god træning inden den rigtige konkurrence, slutter Nikolaj.
Nikolaj Nymark Pedersen med medalje og pokal efter den flotte sejr ved DM i Skills i Hjørring i april.