GAFSAM er en sammenslutning af danske gaffeltruckforhandlere og reparatører, som blev dannet for mere end 25 år siden med henblik på at højne og ensrette de lovpligtige service- og sikkerhedseftersyn på gaffeltruck og andet udstyr. Det overordnede mål for GAFSAM er at sikre kvalitet og gode vilkår i gaffeltruckbranchen, samt at efteruddanne medlemmerne og deres ansatte, hvilket i sidste ende kommer kunderne til gode.
Sidste år blev der stillet forslag om, at GAFSAM skulle indlemmes i Dansk Maskinhandlerforening. Det blev i første omgang godkendt på Dansk Maskinhandlerforenings generalforsamling i januar, og er altså nu blevet endelig vedtaget på GAFSAMs ordinære generalforsamling fredag den 21. marts 2025.
– Jeg ser det som en styrkelse og en fremtidssikring af GAFSAM på sigt, siger formand i GAFSAM Søren Bro og fortsætter: Det vil give os øget synlighed og større muskler. Når der f.eks. politisk skal laves ny lovgivning på vores område, vil vi gerne høres, og det tror vi på, vi kan blive gennem Dansk Maskinhandlerforening. Det, at blive en del af et større fællesskab, vil alt andet lige også give færre driftsopgaver for bestyrelsen, hvilket dermed giver luft til mere udvikling af branchen.
Det betyder, at GAFSAM ophører som selvstændig forening og bliver et udvalg under Dansk Maskinhandlerforening. Udvalget vælger en formand og en næstformand, og formanden får en plads i Dansk Maskinhandler-forenings bestyrelse. Udvalget varetager fortsat gaffeltruck forretningernes interesser.
GAFSAM medlemmer får fremadrettet mulighed for at holde netværksmøder, hvor der vil være fokus på em-ner, der relaterer sig specifikt til gaffeltruckbranchen og sparring med ligesindede.
– Der har været en rigtig god og konstruktiv dialog i forhold til at gøre GAFSAM til en del af Dansk Maskinhandlerforening, og vi tager imod de godt 20 nye medlemmer med åbne arme. For Dansk Maskinhandlerforening som branche- og arbejdsgiverforening betyder det en mærkbar øget styrke og gennemslagskraft at indlemme GAFSAM i foreningen, siger direktør i Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen.
For yderligere information kan direktør hos Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen træffes på tlf. 2029 5971 eller formand for GAFSAM-udvalget Søren Bro på tlf. 9759 3344.
GAFSAM-Udvalget består af fra venstre Jens S. Christensen fra Stenderup A/S, Robbin Due fra Robbin A/S, formand Søren Bro fra LB Truck Service ApS og Lars Nørgaard Nielsen fra Maskinmanden. Derudover deltager Morten Jakobsen fra HJ Truck Service ApS i udvalget.