Frederik, Magnus, Nikolaj og René er klar – mød de fire DBL-deltagere her

De fire deltagere til Danmarks Bedste Lærling – Entreprenørmaskinmekaniker 2026 er fundet, og de går ind til konkurrencen med håbet om at blive udfordret og prøve deres grænser af.

 

Både hovedet og fingrene skal være i topform, når årets DBL-konkurrence løber af stablen i forbindelse med DM i Skills d. 22. – 25. april i Hjørring. Konkurrencen afholdes af Maskinleverandørerne og Dansk Maskinhandlerforening i samarbejde med Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

 

Heldigvis er der lidt tid endnu til at få finpudset evnerne for de fire deltagere, der alle glæder sig til nogle gode dage i Nordjylland.

 

– Det bliver virkelig sjovt. Nu har vi gået sammen med hinanden i flere uger her på skolen, og så skal man pludselig til at kæmpe mod hinanden. Det bliver fedt, siger den ene deltager René Nsambu Andersen, der er lærling hos Scantruck i Skive.

 

– Vi har vel alle sammen lidt konkurrencegen, og det bliver spændende at få testet, hvad man kan, siger Magnus Bøgh Dick, der også deltager ved årets konkurrence og til dagligt har sin gang hos Truck Team i Varde.

 

 

DBL-pokalen er igen på spil til april i forbindelse med DM i Skills i Hjørring. Arkivfoto: Jørgen Ahler.

 

Men det handler også om mere end bare selve konkurrencen for deltagerne. De glæder sig til at blive udfordret fagligt og teste deres grænser af.

Mest af alt ser de dog frem til oplevelsen.

 

Mød de fire deltagere herunder:

 

René Nsambu Andersen (Scantruck)

 

Den første deltager i kvartetten er René Nsambu Andersen, som er lærling hos Scantruck i Skive.

 

Han har skruet i alt fra motorcykler til biler fra han var ganske ung.

 

– Jeg havde en idé om, at jeg skulle være personvognsmekaniker, men det synes jeg var for kedeligt. Så overvejede jeg lastvognsmekaniker, men så synes jeg entreprenørmaskiner var lidt sjovere, siger Scantruck-lærlingen.

 

Han kan godt lide de store maskiner, og han vil gerne udfordres og prøve nye ting.

 

Det er også en af årsagerne til, at han har valgt at stille op til DBL.

 

– Jeg vil gerne udfordre mig selv og se, hvad jeg kan. Finde ud af hvor min grænse er, siger René Nsambu Andersen.

 

 

René Nsambu Andersen er lærling hos Scantruck i Skive, og han ser frem til at teste sine grænser af til DBL. Foto: Tim Søgaard.

 

Nikolaj Nymark Pedersen (Skovteknik)

 

Deltager nummer to er Nikolaj Nymark Pedersen, der er lærling hos Skovteknik i Frederikshavn.

 

Han har fået interessen for maskiner fra sin far, der er skoventreprenør.

 

– Interessen har bare været der, siden jeg var lille. Det er fedt at skrue i maskiner, siger Nikolaj Nymark Pedersen.

 

Som lærling hos Skovteknik er det mest skovmaskiner, han beskæftiger sig med i det daglige. Virksomheden har blandt andet import af John Deeres skovmaskiner i Danmark.

 

– Det, jeg ser mest frem til ved DBL, er nok udfordringen. Jeg glæder mig til at teste mig selv på fejlfinding, siger Nikolaj Nymark Pedersen.

 

 

Nikolaj Nymark Pedersen fra Skovteknik i Frederikshavn ser frem til at teste sine fejlfindingsevner til DBL 2026. Foto: Tim Søgaard.

 

Magnus Bøgh Dick (Team Truck)

 

Den tredje deltager er Magnus Bøgh Dick fra Team Truck i Varde.

 

Han elsker udfordringer i hverdagen, og dem er der rigeligt af som entreprenørmaskinmekaniker, fortæller han.

 

– Man kan komme ind og møde en maskine, der slet ikke kan starte, men det kan også bare være en enkelt funktion, der ikke virker. Der er altid nye ting, og ingen dage ligner hinanden, siger han.

 

Han har altid elsket at skrue, og grunden til at valget faldt på entreprenørmaskiner er den store diversitet i arbejdet.

 

– I forhold til almindeligt mekanikerarbejde har du al hydraulikken, og der er noget mere el – selv på de gamle maskiner. Det er et meget bredt fag, og når du er færdig med uddannelsen, kan du jo nærmest alt, siger han.

 

Udover udfordringerne sætter han også stor pris på det kollegiale sammenhold.

 

– Der er noget charme ved at gå rundt på et værksted med nogle kollegaer og have en mega fed humor, mens man går rundt og skruer. Det er bare fedt, siger Magnus Bøgh Dick.

 

Til DBL håber han på at lære sine egne grænser bedre at kende.

 

– Jeg har valgt at stille op til DBL for at få en udfordring lidt udover det sædvanlige. Også for at teste nogle grænser af. Det er ikke noget, man ellers lige får chancen for. Jeg kan også godt lide at prøve nye ting, udfordre mig selv og forberede mig selv på, hvor meget pres, man kan holde til, siger Magnus Bøgh Dick.

 

 

Magnus Bøgh Dick er lærling hos Team Truck i Varde, og han elsker diversiteten i mekanikerarbejdet indenfor entreprenørverdenen. Foto: Tim Søgaard.

 

Frederik Skov Pedersen (AE Maskiner)

 

Frederik Skov Pedersen runder årets deltagerfelt af. Han er lærling hos AE Maskiner i Randers, og han har lige så længe, han kan huske, interesseret sig meget for mekanik.

 

– Jeg har altid gået og skruet derhjemme og syntes, at erhvervet var spændende, fortæller han.

 

Han kan godt lide forskelligheden i arbejdet, og så giver det ham en tilfredshedsfølelse, når han finder fejlen på maskinen og får den fikset, så ejeren kan komme ud at køre igen.

 

– Det, synes jeg, er rigtig fedt, siger Fredrik Skov Pedersen.

 

Han stiller op til DBL for at få en udfordring.

 

– Og så for at finde ud af, hvor jeg står i forhold til andre. Konkurrencedelen bliver også meget sjov, men det handler lige så meget om at rykke mig selv – det er det vigtigste for mig, siger Frederik Skov Pedersen.

 

Du ser frem til det?

 

Ja, det gør jeg. Jeg er virkelig spændt på det – jeg glæder mig godt nok helt vildt.

 

 

Frederik Skov Pedersen fra AE Maskiner i Randers regner med at rykke sig fagligt under konkurrencen. Foto: Tim Søgaard.