Det store areal på marken i nærheden af Kolding, hvor Dansk Markdemo afholdes den 25. og 26. juni, begynder at tage form. Rigtig mange udstillere har allerede meldt deres ankomst og flere støder løbende til.
Arrangementet vil blive gennemsyret af høj faglighed, relevante temaer og fokus på nogle af de nye tekniske løsninger, som kan bidrage til at udvikle fremtidens planteavl.
Rigtig godt udstillingsvindue
En af gengangerne fra 2023 er MidtVest Maskiner ApS og ejer Carsten Mouridsen.
– I 2023 var min forretning nystartet, og jeg havde bl.a. en Falcon såmaskine med fra Farmet, fortæller Car-sten Mouridsen og fortsætter: Dengang var produktet helt nyt på det danske marked, og der var derfor også stor interesse for, hvad det kunne. Jeg fik utrolig meget brugbar feedback til, hvordan man kunne tilpasse produktet endnu bedre til det danske marked. Det har resulteret i, at der siden er kommet en ny version af produktet, som selvfølgelig skal vises frem for de besøgende sammen med bl.a. en nyudviklet gyllenedfælder og en Triton Heavy, som er en kraftig harve med både disk og tænder.
– Jeg synes, Dansk Markdemo er et rigtig godt udstillingsvindue. Arrangementet er helt nede på jorden i bogstavelig forstand. Vi kan sætte maskinerne i jorden og klappe dem ind og ud og nørde lidt. Der er ikke 10 messehaller, du skal igennem på en dag, så de besøgende har tid til at stoppe op og få en god snak. Dansk Mark-demo var med til at få gang i min forretning, så derfor er jeg selvfølgelig med igen, slutter Carsten Mouridsen.
Vi møder kunderne i øjenhøjde
En anden udstiller, der kommer igen, er MI A/S og salgskonsulent Christian Kyhn.
– På Dansk Markdemo møder vi kunderne i øjenhøjde. Alt kan se godt ud, når det står nyt på et parketgulv, men det giver mere mening at promovere vores produkter i marken, hvor vi kan vise, hvad de virkelig kan, og hvad resultatet bliver, når vi kører med dem. Vi får en meget bedre fornemmelse af, hvad den enkelte kunde har brug for, når vi kan have dialogen direkte på marken, fortæller Christian Kyhn.
– I år kommer vi igen med forskelligt materiel og udstyr. Vi har fokus på vores CCI-terminal til professionel betjening af alle ISOBUS-kompatible maskiner. Vi medbringer også KUHN ESPRO 6000 RC place, som vi vil vise i arrangementets sådemo. Derudover har vi fokus på mekanisk ukrudtsbekæmpelse med vores Carrè radrenser.
– Sidste gang solgte vi bl.a. en småmaskine på baggrund af Dansk Markdemo. De kunder, der besøger Mark-demo, har et reelt behov, og det er jo dem, vi gerne vil i dialog med, så derfor bakker vi selvfølgelig op om arrangementet, slutter Christian Kyhn.
Daglig sådemo
– Der bliver en sådemo på begge udstillingsdage, hvor de deltagende mærker kan vælge at vise deres maskine frem. Udstillerne, der deltager i demoen, vil kort præsentere maskinen og derefter kører hver såmaskine et træk, så gæsterne får mulighed for at se maskinerne i aktion, fortæller tovholder Erik Nissen.
Sæt kryds i kalenderen – vi garanterer det bliver spændende!
Dansk Markdemo afholdes den 25. og 26. juni 2025 på Gelballevej 44, 6640 Lunderskov.
Se mere på www.markdemo.dk og følg på Facebook Dansk Markdemo | Facebook.
For yderligere information kan direktør hos Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen træffes på tlf. 2029 5971 og konsulent Erik Nissen på tlf. 2424 6898 eller erik@danskmaskinhandel.dk.
Dansk Maskinhandlerforening er officiel brancheforening og arbejdsgiverforening for landbrugsmaskinforretninger i Danmark og arrangør af Dansk Markdemo.