Birgitte fik bronze ved WorldSkills

Efter nogle udfordrende dage ved WorldSkills i Lyon i Frankrig, kunne Birgitte Brunsgaard Jacobsen til sidst krone indsatsen med en fornem bronzemedalje i kategorien Heavy Vehichle Technology.

Birgitte vandt i 2022 titlen som Danmarks Bedste Landbrugsmaskinmekanikerlærling, og hun opnåede efterfølgende en fornem femteplads ved EuroSkills i Polen.

Ved WorldSkills skulle Birgitte i modsætning til den danske konkurrence også reparere entreprenørmaskiner og andre tunge maskiner. Alligevel formåede hun at gøre det så godt, at indsatsen blev belønnet med en bronzemedalje.

Birgitte modtog sin medalje ved en højtidelig afslutningsceremoni, og med medaljen om halsen kunne hun nyde begivenheden sammen med resten af den danske delegation. 

Det var kulminationen på hårdt arbejde og en stærk vilje og stædighed, der udløste den flotte placering, og vi er meget stolte over den måde Birgitte har repræsenteret branchen på. 

Selv var Birgitte også stolt og glad over sin præstation og støtten hun har modtaget fra alle sider.

– Jeg ved ikke, om jeg som sådan kan bruge medaljen til noget, men jeg har lært meget af at deltage i konkurrencen. Også meget om mig selv og det at arbejde under pres. Jeg har også fået mange nye kontakte og nye venner. Og medaljen er også en godt ting at have på CV’et, sagde Birgitte efter konkurrencen.